I hvert fald hvis i spørger mig 🙂
Jeg har haft en opskrift på karameller til at ligge i ret lang tid efterhånden, og nu skulle den altså prøves. Jeg ved ikke helt hvor jeg har den fra, men god og nem det er den 🙂
Karameller
Antal: 75-80 karameller (alt efter hvad størrelse man vælger)
Forberedelsestid: 10 min.
Kogetid: 20-30 min. til temperaturen rammer 125 grader. På kogeplus 4 (hvis komfuret går op til 9)
Ingredienser
1 ds. kondenseret mælk af 397 g.
4 spsk. sirup (både lys og mørk kan bruges)
3 tsk. vaniljesukker
100 g. smør
150 g. sukker
Twist: erstat vaniljesukkeret med enten 3 spsk. stærk kaffe, 3 tsk. lakridspulver eller lidt smeltet mørk chokolade, det smager også godt! Eller måske du selv har en ide til at lave lidt sjov.
Tip: Kom evt. 1 spsk cognac i
Fremgangsmåde
- Kom alle ingredienserne i en tykbundet gryde for mellem varme (omkring 4-5 hvis komfuret kan gå op til 9)
- Når alle ingredienserne er blandet sammen, bring blandingen i kog. Husk at røre i gryden.
- Når blandingen er i kog, tag et sukkertermometer (skal kunne gå op til 125 grader), og hold øje med temperaturen i blandingen. Husk at røre hvert 1-2 minutter ca. Det kan godt tage en 20-30 min. at få blandingen op på 125 grader, så rammer temperaturen ikke lige med det samme, så giv det tid, det skal nok komme 🙂
- Når blandingen når 125 grader, skal gryden af blusset og hæles i en firkantet form (helst porcelænsform) der er beklædt med bagepapir.
- Hvis man ønsker det, kan man nu drysse lidt saltflager over den flydende karamel, det giver et lækkert touch ;).
- Lad karamelmassen stå på køl i 30-40 min. indtil massen er kold men stadig lidt blød, og skær karamellerne ud i de størrelser du ønsker. Du kan bruge en skarp kniv, en saks eller en pizzakniv til at skære karamellerne ud.
- Nu skal karamellerne køle helt af, og så kan du tage dem ud og vende i lidt flormelis og børste fin med en bagepensel, eller man kan pakke dem ind i lidt cellofan eller bagepapir, ja faktisk hvad man lige har lyst til.
Tip
Mens du venter på at alle ingredienserne smelter sammen under punkt 2, så kan du med fordel finde termometret så det er klar til når massen koger og beklæde en firkantet form (gerne af porcelæn, så går det hurtigere med at blive koldt) med bagepapir.
Er man mere til lakrids, end almindelige karameller kan man erstatte vaniljesukker med 3-4 tsk. lakridspulver men det skal gøres mens blandingen er på blusset. Så får man de lækreste lakridskarameller. Hvor meget lakrids afhænger af hvor stor lakridselsker man er, men 3-4 tsk plejer jeg at bruge.
Man kan også erstatte vaniljesukkeret med smeltet chokolade hvis man er mere til chokolade karameller, eller komme 2 spsk stærk kaffe i karamellen sammen med vaniljesukkeret, så har man de skønneste kaffekarameller.
Man kan både opbevare dem karamellerne på køl og udenfor køl. Bliver de opbevaret på køl (det gør jeg), så er de hårde og bliver dejlig bløde når de har stået inde på bordet lidt tid, og opbevarer man dem i en bøtte i skabet, så er de meget bløde. De kan holde sig friske i op til 3 uger (så lang tid får de dog ikke lov til, at ligge her).
Tip: tilsæt 1-2 spsk cognac til karamelmassen og lad massen koge lidt mere ind end til 125 grader. Sæt karamellen på køl. Når det er køles ned, kan man trille karamellen til kugler overtrække dem med mørk chokolade, og så har man hjemmelavet guldkarameller. Mums og velbekomme 🙂
Husk at du lige nu kan være med i kampen om min 3. søndag i advent gave over på min Facebookside: Heltaerlig
Held og lykke og velbekomme 🙂
Camilla
Skriv et svar